Arkitekt og tegner David Bülow, som medvirker i afsnittet Smagssansen står bag de grafiske illustrationer til hvert afsnit i serien Sansernes arkitektur.

#63 SANSERNES ARKITEKTUR 4 - SMAGSSANSEN

Hotel Kong Arthur i København har designet sin morgenmadsrestaurant fra top til bund og i alle detaljer ud fra, hvordan gæsterne får den bedst mulige smagsoplevelse, når de spiser der. Kok og neurogastronom Rasmus Bredahl har rådgivet om designprocessen. Og i fjerde afsnit af Bylyds serie Sansernes arkitektur, hvor det handler om smagssansen, viser Rasmus Bredahl rundt i restauranten, før han tilbereder en frokost til en nøje udvalgt gruppe af mennesker, som alle ved noget særligt om arkitektur og mad.

Arkitekt og lektor på Aalborg Universitet Anna Marie Fisker forsker i sammenhængen mellem mad og arkitektur. Arkitekt og partner i tegnestuen STED, Rosa Lund, har ved flere lejligheder iagttaget, hvordan mad kan medvirke til at skabe stærk arkitektur. Og arkitekt og partner i tegnestuen Primus, David Bülow er en dreven amatørkok og forsøger i sin arkitektur at oversætte det, som et køkken kan for det sociale liv i hjemmet til byrum.

Neurogastronom Rasmus Bredahl er vært ved frokosten og serverer moderne udgaver af boller i karry og æblekage. Han er forfatter til bogen “Neurogastronomi” sammen med Nikolaj Buchardt, der fortæller, hvad der sker i hjernen under et måltid. Selv siger Rasmus, at det er altafgørende for smagen af maden, hvad for et rum, man er i.

David Bülow er udover arkitektur også tegner. Han er kunstneren bag de grafiske illustrationer, som akkompagnerer Bylyds serie Sansernes arkitektur. De mørke, sanselige tegninger, som stiller ind på en enkelt sans.

Læs mere om Rasmus Bredahl her.

Læs mere om Anna Marie Fisker her.

Læs mere om Rosa Lund her.

Læs mere om David Bülow her og her.

Fjerde afsnit i Sansernes arkitektur er samtidig første afsnit i anden sæson. Første sæson bestod af de tre første afsnit og havde premiere i 2021. Anden sæson vil bestå af tre afsnit og et bonusafsnit, allesammen med premiere i januar og februar 2022. Anden sæson er udviklet af BYLYD og kunne ikke være blevet til noget uden hjælp fra Dreyers Fond og Statens kunstfond.

Afsnit 4: Smagssansen

Medvirkende: Rasmus Bredahl, Anna Marie Fisker, Rosa Lund og David Bülow

Musik: Eske Nørrelykke og Kristian Mondrup

Tilrettelæggelse, interview og klip: Niels Bjørn