BYLYD #17 Allinge - fra provins til festivalby

Når det regner i november, bor der normalt omtrent 1500 mennesker i Allinge på Bornholm. Men fire dage om året i juni er byen hele Danmarks hovedstad. BYLYD er taget på Folkemødet for at finde ud af, hvordan byen og borgerne håndterer kontrasterne. Og hvordan udviklingen af de fysiske rammer skrider frem.

Det handler om at skabe rum for den naturlige samtale, både under Folkemødet og i det hele taget.
— Mette Skjold, direktør i SLA

I udsendelsen møder du Mette Skjold, direktør i SLA, som har ledet et af de tre arkitektteams, der er blevet bedt om at komme med bud på en fremtidig helhedsplan. Vi spørger regionsborgmester Winni Grosbøll, hvordan hun vil bruge arkitekternes ideer - og så hører vi de lokale om deres oplevelse af Folkemødet. Det er hovedsporet.

Sådan her kunne SLA godt tænke sig, at Allinge skulle se ud i fremtiden. Man kan læse hele deres oplæg "Den Naturlige Samtale" her, De øvrige arkitektteams i parallelopdraget blev ført an af Mutopia og JaJa architects. 

Sådan her kunne SLA godt tænke sig, at Allinge skulle se ud i fremtiden. Man kan læse hele deres oplæg "Den Naturlige Samtale" her, De øvrige arkitektteams i parallelopdraget blev ført an af Mutopia og JaJa architects

aktivistisk arkitektur

Men vi kunne ikke undlade også at stikke mikrofonen ind i Turning Tables, en container med et indbygget professionelt lydstudie, som har rejst rundt i udsatte byer og boligområder for at hjælpe mennesker med at udtrykke sig og blive stærkere sammen gennem kunst og musik. På Folkemødet er det den syriske skolelærer Fawas Alzatto, der fortæller sin historie, som du også får en lille del af i udsendelsen. Endelig møder vi også Mija Byung, der - i helt konkret forstand - er arkitekten bag containerstudiet. (Og i øvrigt grunden til, at Tobias sidder på en container på Soundcloud-billedet).

Er god arkitektur noget, som kommer de få til gode, men ser pissegodt ud? Eller er god arkitektur noget, som kommer flest muligt til gode og endda på en eller anden måde nogle, som normalt aldrig ville få mulighed for at indtræde i sådan et rum.
— Mija Byung, arkitekt, Turning Tables

Turning Tables arbejder under sloganet "Empowering marginalized youth through music and film". Her har en gruppe gadebørn fra Nairobi i Kenya fået kameraer stillet til rådighed, så de filme og fortælle historien om deres hårde hverdag.  

Tusind tak fordi i lytter!

BYLYD går på sommerferie nu. Vi takker af hjertet, fordi I lytter med. En stor tak også til Akademisk Arkitektforening og Dreyers Fond, der begge støtter projektet, og uden hvem det slet ikke ville være muligt at producere BYLYD i den form og med den frekvens, som vi gør nu. Vi er tilbage til august med nye udsendelser om arkitekturens kobling til samfund, politik og kunst. 

RING til os, skriv til os eller råb til os på facebook, hvis du har ris, ros eller gode ideer til temaer, vi skal tage op til efteråret. Find os her

God fornøjelse - og god sommer!

Værter er Tobias Moe. 

Lydbearbejdning: Maiken Vibe Bauer

I redaktionen i øvrigt: Kristoffer Friis Sørensen og Niels Bjørn. 

(Foto i toppen: Emmy Laura Perez)