#90 Det menneskelige habitat - kroppe er forskellige

BYLYDs podcastserie Det menneskelige habitat er tre samtaler, som tilrettelægger Niels Bjørn har foretaget med nogle af eksperter i Danmark, der har en særlig viden om aspekter, der har med menneskeligt design og menneskers adfærd at gøre.

Dette afsnit er en samtale med arkitekt og mangeårig professor i universal design, Camilla Ryhl, som i dag er forskningsdirektør i Bevica fonden, en fond der arbejder for at forbedre forholdene for mennesker med forskellige funktionsevner. I 2024 udgav Camilla Ryhl bogen Universal Design in Architecture.

Allerede som studerende på arkitektskolen fandt Camilla Ryhl det, som skulle blive hendes arbejdsfelt, da hun som afgangsprojekt valgte at udvikle en bolig til et blindt menneske. Det var hendes stille oprør mod, at alle samtaler om arkitektur på skolen handlede om synssansen. Ved afgangen viste det sig, at alle manglede sprog til at tale om arkitektur, når synssansen blev “pillet ud” af oplevelsen.

Da Camilla Ryhl som første dansker påbegyndte et forskningsprojekt om arkitektur for mennesker med funktionsnedsættelser - nedsat syn og hørelse - var der ikke et miljø i Danmark til den forskningsretning. Hun kom til USA og fandt her både det, som åbnede mulighedsrummet for hendes forskning - universelt design - og kolleger, som arbejdede med det samme som hun.

Det blev til en årrække i USA og siden et professorat i Norge. Imens havde vi i Danmark knap nok hørt om begrebet universelt design og var i stedet optaget af tilgængelighed, der tog udgangspunkt i mennesker i kørestol. Og som Camilla Ryhl siger i samtalen her, er mennesker i kørestol meget forskellige og dækker over en gruppe mennesker med en lang række af forskellige funktionsnedsættelser. Desuden er der mange andre typer af funktionsnedsættelser, som ikke kræver en kørestol.

Alle disse mennesker har vi ikke inkluderet i det danske tilgængelighedsbegreb, og derfor arbejder Camilla Ryhl i dag som forskningsdirektør i Bevica fonden med at udbrede viden om universelt design indenfor arkitektur og på tværs mellem forskellige vidensfelter.

Denne samtale og de to øvrige i serien blev gennemført som del af tilrettelægger Niels Bjørns undersøgelse af menneskeligt design, som blev til bogen Det menneskelige habitat - Hvordan arkitektur hindrer stress, ensomhed & eksklusion samt styrker tryghed, tilknytning & sundhed, udgivet af Dansk Byplanlaboratorium i 2024.

Tre af de mange samtaler, som blev gennemført til bogprojektet havde dog en karakter, som vi fandt oplagt at gøre til en lille serie her på BYLYD.

DET MENNESKELIGE HABITAT - KROPPE ER FORSKELLIGE

Medvirkende: Camilla Ryhl, arkitekt, forsker og forskningsdirektør i Bevica fonden

Musik: Eske Nørrelykke

Idé, tilrettelæggelse, interview, klip og produktion: Niels Bjørn