#100 OM SOLVEJ BALLES RUMFANG 1:2
Der er en rumlig sensibilitet på spil i Solvej Balles romanserie, “Om udregning af rumfang”. Rum ligger endda i titlen. Hvad handler hendes optagethed af rum om, og hvad er sammenhængene mellem rummene i hendes fiktion og hendes virkelige liv?
BYLYDs Niels Bjørn tog på besøg hos Solvej Balle på Ærø, og over to afsnit udforsker han sammen med hende, hvordan hendes bogserie har dikteret forandringer i hendes hus fra nedrivning af vægge og nedsænkede lofter, over afpillede tapeter og væv, til en trappe, som skulle genetableres, døre flyttes og et aspargesbed i haven, hvor skrivningen gik helt galt, da hun forsøgte at udvide bedet.
“For et stykke tid siden prøvede jeg at bygge to aspargesbed sammen til et, så planterne kunne brede sig. Men det var bare helt forkert. Jeg sidder og skriver på bog 7, og der var en følelse af, at nu ødelægger jeg noget. Så forstod jeg til sidst: Det handler om bogen! Og så tænkte jeg nixen bixen, jeg må ikke ændre på aspargesbedet,” fortæller forfatter Solvej Balle BYLYDs Niels Bjørn og viser bedene frem i sin have.
Det er magisk og lige til at blive rundtosset af, hvilket Niels Bjørn også bliver undervejs.
Til podcastserien har Eske Nørrelykke komponeret flere end 20 originale musiknumre, inspireret af Solvej Balles romanunivers. Musikken spiller derfor en stor rolle i podcasten, hvilket også bliver til en samtale med Solvej Balle om kunst og kunstsyn, og om hvorfor hun ikke taler sådan som hun skriver.
Medvirkende: Solvej Balle
Komponist: Eske Nørrelykke
Tilrettelæggelse, produktion og klip: Niels Bjørn
Podcasten er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond.
